|
Vækstforum Hovedstaden har på sit seneste møde godkendt ansøgning om stort tværkommunalt vækstprojekt i Nordsjælland.
Fra februar 2011 og foreløbig tre år fremover skal der gøres en ekstra indsats for at udvikle Nordsjælland til et attraktivt og synligt turistmål for både danske og internationale turister. Det er EU, Region Hovedstaden, Fredensborg-, Gribskov-, Hillerød- og Helsingør Kommune netop blevet enige om. Vækstforum Hovedstaden støtter projektet, der fremover lanceres under overskriften ’Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland’.
- I disse år er sammenhold og samarbejde kommunerne imellem utrolig vigtigt. Og det er dejligt at se, at vores investering i VisitNordsjælland bærer frugt. Generelt set skaber turisme stillinger, der ikke kan eksporteres til udlandet. På sigt er vi overbeviste om, at destinationsprojektet vil sikre vækst i form af omsætning, overnatninger og turismerelateret beskæftigelse i Nordsjælland, siger borgmestrene fra de fire kommuner i en fælles udtalelse.
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) hilser tilsagnet velkomment: - ’Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland’ er et vækstprojekt, der spiller fint sammen med de indsatsområder vi ellers har valgt at satse på i vores erhvervsudviklingsstrategi. Projektet kommer til at skabe vækst i en hårdt trængt nordsjællandsk turismebranche, der længe har underpræsteret i forhold til resten af landet. Destinationsprojektet kommer til at samle Nordsjællands mange turismeaktører i tematiserede oplevelsesspor, styrke områdets teknologiske formidlingsapparat og udvikle en fremtidssikret, digital markedsføringsplatform.
Samarbejdsgruppen bag ’Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland’ består af kommunerne: Fredensborg, Gribskov, Helsingør og Hillerød, Region Hovedstaden samt VisitNordsjælland og Wonderful Copenhagen. Det er Wonderful Copenhagen, som på vegne af kommunesamarbejdet i VisitNordsjælland har forestået projektudviklingen samt ansøgning om EU-midler.
Baggrund om projektet ’Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland’ er et udviklingsprojekt under EUs Regionalfonden. Projektet har et budget på 21 mio. kr. og løber over tre år. Samarbejdsgruppen bag ’Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland’ består af Fredensborg-, Gribskov-, Helsingør - og Hillerød Kommune, Region Hovedstaden samt VisitNordsjælland og Wonderful Copenhagen.
Projektet gennemføres af VisitNordsjælland i tæt samarbejde med Wonderful Copenhagen, som vil varetage projektadministrationen.
Projektmidlerne skal gå til følgende indsatsområder: • Udvikling af digitale kommunikations- og markedsføringsplatforme • Styrkelse af formidlings- og modtageapparatet – blandt andet med implementering af ny teknologi i Nordsjællands turistservice • Formulering af fortællinger og udvikling af tematiserede oplevelsesspor i Nordsjælland. Temaerne vi bl.a. være ’aktiv natur’, ’gastronomi’, ’kunst- & kulturhistorie’, ’sport, velvære & forkælelse’, ’møder & events’ og’ rundrejse & krydstogtturisme’. • Løft af service- og kompetenceniveau blandt turisterhvervets front linje personale. Kompetencedelen af projektet forventes i øvrigt finasieret af en supplerede Socialfondsansøgning, som forelægges Vækstforum i marts. Den supplerende ansøgning vil være på yderligere ca. 6. mio. kr. for hele projektperioden 2011-2013.
|