Til forsiden
På stjernetur i Tisvilde Hegn

Fraværet af storbyens baggrundslys og noget særligt ved luftens partikler gør himlen over Tisvilde Hegn særdeles velegnet til stjernekiggeri. Det opdagede dr. N. P. Wieth-Knudsen i sin tid, og han byggede derfor i 1959 et observatorium. To gange om måneden er det åbent for alle med lyst til at kigge på stjernehobe og fjerne galakser gennem teleskopets linse.

På Margot Nyholms Vej 19 inde i Tisvilde Hegn er det ikke naturen men himlen, man dyrker. Dr. N. P. Wieth-Knudsen Observatoriet ligger gemt bag træer og ser ikke ud af noget særligt.

Tisvildeleje er ideel til stjernekiggeri
Men to gange om måneden, når mørket falder på, kravler en flok nysgerrige gæster op ad hønsestigen inde i huset, op i den lille kuppel. Selv om gulvet kun er tre meter i diameter, og det store teleskop i midten fylder godt op, så er der alligevel plads til, at alle kan kigge i teleskopet, hver gang det bliver indstillet på Saturns ringe eller Planetarisk Tåge M27.

Astrofysiker Michael Quaade forklarer, at Tisvildeleje er ideel til stjernekiggeri. Her er ingen baggrundslys fra en storby, og luften er efter danske forhold meget rolig. Derfor bliver gengivelsen af himmellegemerne ekstra tydelig.

Stjernekig og nordlys
Astrofysikeren er stolt af den nye kikkert og øser af sin store viden om alt det derude. Hver gang han drejer håndsvinget, bevæger kuplen sig rundt med en klagende lyd, og langsomt åbner den mod et nyt stykke af den mørke stjernehimmel over os. Michael Quaade indstiller det digitale teleskop, og efter tur kigger vi på en af Jupiters mange måner, der ikke kan ses med det blotte øje, men tydeligt træder frem i okularet.

En sjælden gang er der også mulighed for at opleve nordlys både i observatoriet og på stranden i Tisvildeleje.

Gribskov
hele året

Se, hvad vi har at byde på

Kom og kig på himlen

To gange om måneden holder observatoriet åbent hus lørdag aften uanset vejret. Der er gratis adgang, og man behøver ikke at melde sig til i forvejen. Åbent hus holdes den anden og den sidste lørdag i måneden. Åbningstiderne kan ses på observatoriets hjemmeside.

Besøg observatoriets hjemmeside

Besøg observatoriet

Wieth-Knudsen Observatoriet
Margot Nyholms Vej 19
3220 Tisvildeleje
Tlf.: 40 32 35 53

Observatoriets hjemmeside
VisitNordsjælland - Fredensborg, Gribskov, Helsingør, Hillerød, Halsnæs KONTAKT